Tirsdag var jeg en havørredtur ved Mariager Fjord med en rigtig god fiskekammerat.

Vi havde planlagt at tage en tur efter fyraften og fiske en 2-3 pladser på nordsiden af fjorden. Vi valgte at forsøge os først på Langsodden, som har nogle åbenlyst gode kvaliteter som havørred-plads; Skiftende strømforhold, kort afstand til dybt vand, huller/badekar, forskelligartede bundforhold og dybde. Kort sagt, en rigtig spændende plads.

Tirsdag var jeg en tur ved Mariager Fjord med en rigtig god fiskekammerat. Vi havde planlagt at tage en tur efter fyraften og fiske en 2-3 pladser på nordsiden af fjorden.

Vi valgte at forsøge os først på Langsodden, hvor der er mulighed for at fiske under meget forskellige forhold på pladsen. Inderst i vigen over sandbund med spredte tuer af vegetation, enkelte sten og god vanddybde. Udad mod tangen over lidt mere dybde og med muslingerev og i gode bølger (Det blæste en del). Yderst på tangen kan det dybe, strømfyldte vand nåes, og indad mod fredningszonen på den anden side af pynten fiskes først i det dybe vand og sidenhen henover et bælte af sten og vegetation. På øst-siden af tangen skal man dog være opmærksom på hvor fredningszonen starter.

Vejret var perfekt til fiskeri. Gråt og med regnbyer og en god vind der skabte godt med bølger. Vandet var højt og det var lige før vandvendingen.

Allerede i første kast inde i vigen havde min kammerat hug. Det føltes som en udemærket fisk, men den var ikke kroget godt nok, så den fik vi ikke at se. Han fiskede mod vest fra vigen og ind mod Bramslev bakker, uden de store yderlige hug. Jeg selv valgte at fiske ud mod pynten og havde også nogle kontakter, der dog tog underligt forsigtigt i forhold til det blæsende vejr med uroligt vand. Da min makker fulgte med udad mod pynten krogede han en rigtig fornuftig fisk, men da han kludrede med hjul, line og bremse fik den mulighed for at flå sig løs og slap afsted. Fisken fik han dog at se i et par flotte spring, og han bandede meget og længe over den mistede fisk. 

Efter et par timer på pladsen valgte vi at søge et andet sted hen. 2-3 hug for mig på et par timer efter at have dækket det meste af pladsen er ikke meget. Fiskene må være et andet sted. Vi rykkede derfor til en plads længere mod øst. 

Straks ankommet til pladsen var der fisk. Og de var hugvillige og aktive. Det stod hurtigt klart, at vi havde fundet fiskene, så guidens pladsvalg var dermed godkendt. I løbet af de næste par timer blev det til rigtig mange hug og en god portion landede fisk som spændte fra lige under mål til en ca. 45 cm. 

Efter første stræk henover pladsen tog jeg en pause og lod vandet hvile, mens min kammerat fortsatte hen ad kysten.

Han var vel gået 2 km, da jeg gik i gang igen. Straks fik jeg et  ordentlig drøn af et hug, men den var ikke på. Jeg satte hastigheden op på indspinningen en 5-7 omgange og så et hårdt spinstop. BANG! Så var der fast fisk, der gav sig til at trække line af spolen. Hurra, så er shimano-sangen i gang! Efter 5 minutters tovtrækkeri kunne jeg lande fisken. Jeg må indrømme, at jeg havde troet den var større. 46 cm, 1.1 Kg. Den var åbenbart bare i god form. Desværre var den kroget så den næppe kunne overleve, så den måtte komme med hjem til rygeovnen. 

Da mørket faldt på kiggede en sæl forbi og fiskeriet døde fuldstændig. Glade og tilfredse kunne vi sætte os på stranden og få en enkelt kold pilsner, mens vi vendte aftenens fiskeri. Skøn natur og gode fiskepladser, godt kammeratskab og en hyggelig aften!